Alle børn fortjener en GOD jul…

… og det vil vi i Stryhns selvfølgelig hellere end gerne bidrage til.

Derfor var vi også rigtig glade for at se Malene fra Julehjælpen.dk, da hun i sidste uge var forbi fabrikken i Roskilde for at hente 100 nybagte postejer, som skal indgå i nogle af de madkurve, de mange frivillige fra Julehjælpen.dk hvert år pakker til de familier, der har brug for en håndsrækning til jul.

Julehjælpen.dk er en organisation af dedikerede frivillige, der fungerer som mellemled mellem familier, der har behov for en håndsrækning for at kunne holde en god jul, og privatpersoner og virksomheder, som har muligheden for at donere.

Madkurvene er kun en lille del af det arbejde, Julehjælpen.dk hvert år gør for at danske familier kan få en jul med julehygge, julemad, guf, underholdning og ikke mindst julegaver – og med en Stryhns postej i kurven har 100 familier nu styr på et af julens faste indslag på julefrokostbordet.

Udover bidraget til Julehjælpen.dk har Stryhns i år også bidraget til Røde Kors’ Julehjælp, ligesom vi som virksomhed årligt donerer overskudsproduktion og andre varer, som af forskellige årsager ikke har mulighed for at blive solgt, til den almennyttige organisation FødevareBanken. I stedet for at blive kasseret leverer FødevareBanken overskudsmaden til ca. 250 organisationer for socialt udsatte over det meste af landet, og det seneste år har Stryhns således i samarbejde med FødevareBanken doneret mere end 60 tons fødevarer til krisecentre, kvindeherberg og andre hjælpeorganisationer for socialt udsatte.

Hvis man ønsker at bidrage til Røde Kors’ Julehjælp, kan man sende et bidrag her… Ligeledes kan privatpersoner og virksomheder donere til Julehjælpen.dk – den kan man læse mere om her…